Ambassador´s Corner
Dansk erhvervsliv er solidt repræsenteret i Singapore, hvor der i øjeblikket er registreret 115 danske virksomheder. Danskerkolonien vurderes til at omfatte ca. 1400 personer fordelt på ca. 450 familier og enkeltpersoner.
Ambassaden lægger vægt på, at der er et godt og effektivt sammenhold mellem danskere i Singapore. Dette sammenhold udfoldes bl.a. inden for rammerne af de aktiviteter, der varetages af Den Danske Ambassade, Den Danske Sømandskirke i Singapore og DABS, der hver for sig og i fællesskab har mange tilbud for danskere i Singapore.
Den Danske Ambassade spiller en særlig rolle i forhold til det danske erhvervsliv her i Singapore.
Et af Ambassadens hovedformål er at fremme dansk eksport til Singapore. Ambassadens handelsafdeling bistår i den forbindelse danske virksomheder med en lang række ydelser, herunder markedsundersøgelser, hjælp til igangsættelse af virksomhed, identifikation af mulige lokale forretningspartnere, m.v. – alt sammen skræddersyet til den enkelte virksomheds behov. I den forbindelse spiller DABS en vigtig rolle, idet danske virksomheder i Singapore her kan deltage i et unikt netværk gennem deltagelse i DABS' løbende arrangementer.
Ambassaden udgiver desuden hver dag et elektronisk nyhedsbrev, Nyt fra Asien, der giver en kort oversigt over de seneste økonomiske, erhvervsrelevante og politiske nyheder fra regionen samt en kortfattet politisk/økonomisk analyse. Flere end 230 danske virksomheder, organisationer, medier og myndigheder med en international berøringsflade, benytter sig i øjeblikket af denne anderledes mulighed for at følge med i, hvad der rører sig i Sydøstasien, Fjernøsten og Oceanien. Man kan få et gratis prøveabonnement i 30 dage ved at skrive en mail til nfa@denmark.com.sg .
Det er Ambassadens ønske, at danskerne og de danske virksomheder i Singapore benytter Ambassaden som det servicetilbud, den er. Det gælder naturligvis især, hvis man har brug for bistand, men også hvis Ambassaden vil kunne bistå det herværende danske erhvervsliv med praktisk eller anden hjælp.
Med venlig hilsen
Vibeke Rovsing Lauritzen
Ambassadør
